Pressemeddelelse om dommen mod Anni Fønsbye

Dommen viser, at sexarbejdere ikke er beskyttet af loven

Dommen mod Anni Fønsby gør det soleklart, at rufferiparagrafferne ikke giver sexarbejderne nogen beskyttelse, men at de tværtimod fratager os al beskyttelse.

SIO ser byrettens dom som udtryk for en stramning af, hvordan rufferiparagrafferne skal tolkes. Vi mister i praksis de sidste muligheder for legalt at arbejde på klinikker med kolleger. Konsekvensen er, at sexarbejdere enten bliver presset til at samarbejde med hårde kriminelle, eller at sexarbejde på gaden og fra egne hjem vil vokse betydeligt.

Det er forrykt, at man i Danmark kan blive idømt to års fængsel for at varetage praktiske funktioner som at tilrettelægge vagtplaner, hjemmesider, rengøring og lignende.

Det er nu op til Folketinget at handle hurtigt og enten helt fjerne rufferiparagrafferne, eller at justere dem kraftigt, så sexarbejdere får mulighed for at indgå legale aftaler, og dermed får del i den almindelige beskyttelse fra bl.a. aftaleloven, erhvervslejeloven og arbejdsmiljøloven. Det er hykleri, hvis politikere efter dagens dom hævder, at rufferiparagrafferne giver sexarbejdere beskyttelse.