PRESSEMEDDELELSE: Det er fanatisme, når regeringspartierne vil forhindre handicappede i at købe sex

Regeringspartiernes ligestillingsordførere har nået et nyt lavpunkt, når de vil hindre kommunalt plejepersonale i at hjælpe handicappede til kontakt med en sexarbejder. Ordførerne holder sig ikke tilbage for at udnytte handicappede, med den hensigt at ramme sexarbejdere.

Tilmed lyver ordførerne om baggrunden. Når den radikale Sofie Carsten Nielsen i TV-avisen den 23. januar siger, at ”prostitution er skadeligt”, viser det, at hun enten ikke har sat sig ind i forskningen om vores erhverv, eller at hun er ligeglad med f.eks. Servicestyrelsens konklusion om, at der ikke er dokumentation for særlige skadevirkninger ved sexarbejde.

Socialdemokraten Rasmus Horn Langhoff, der i samme indslag er vist, mens han læser SFI’s store forskningsrapport fra 2011, ”Prostitution i Danmark”, må have lagt et Anders And-blad ind i rapporten, mens der blev filmet til tv.

For sexarbejdere er handicappede på plejehjem kun en lille kundegruppe, så økonomisk rammer tiltaget ikke os hårdt.  Men det viser, hvor fanatiske visse politikere i regeringspartierne er blevet omkring sexarbejde. Det er ikke lykkedes dem at gennemføre en kriminalisering, og i deres frustration vil de træde på alt og alle for at nå målet om at genere os.

Hvis socialminister Karen Hækkerup ændrer på vejledningen, vil vi opfordre det kommunale plejepersonale til at vise det ansvar, som politikerne blæser på. Vi opfordrer ikke nogen til at bryde regler, men en vejledning er netop kun vejledende.

Kontakt
Susanne Møller
Talskvinde, Sexarbejdernes IntersseOrganisation
Tlf. 501 501 60

Comments are closed.