SIOs tale til Faglig Dag på jura – Århus 25 okt. 2013

Link til begivenheden.

I 2000 blev det lovligt at drive bordel i Holland. Meningen med det var, at man ville give sexarbejderne samme goder som alle andre. I Holland foregår sociale ordninger i højere grad end i Danmark gennem virksomheder, der har pligter over for deres ansatte.  Og for sexarbejderne var det altså bordellerne, der skulle have pligterne.

Samtidig besluttede man, at man ville følge hvordan det så gik. Man ville se, om sexarbejderne fik det bedre af at blive inkluderet i den almindelige, hollandske velfærdsstat. Så man gik straks i gang med at undersøge sexarbejdernes trivsel. Meningen var så, at man med jævne mellemrum ville gentage undersøgelsen og på den måde finde ud af, om der var sket ændringer til det bedre.

Det projekt løb af sporet fra starten. Det viste sig nemlig, at sexarbejderne ikke havde noget efterslæb at indhente. Tværtimod – de havde en trivsel, der lå betydeligt over gennemsnittet for alle hollændere.

Der er rundt omkring i verden lavet adskillige undersøgelser af, hvordan sexarbejdere har det, sammenlignet med resten af befolkningen. Den hollandske undersøgelse fra 2001 er den mest positive, jeg har hørt om – så rosenrødt er det langt fra hver gang. Men omvendt har der heller ikke været en undersøgelse, der viste det modsatte – og som dermed bekræftede en almindelig opfattelse af, at sexarbejdere mere end andre har sociale eller psykiske problemer.

Når det stadig findes som en almindelig opfattelse, skyldes det, at mange af kilderne er behandlere. De ser per definition kun sexarbejdere med problemer. Men spurgte man for eksempel en psykolog om hendes indtryk af de patienter, der var jurister, ville hun også sige at de havde psykiske problemer til fælles.

Men altså – overordnet er det en myte, at sexarbejdere har det dårligere end andre, og at sexarbejde er mere skadeligt end andre erhverv.

Jeg nævner det fordi her, det er relevant, når man taler kriminalisering af vores erhverv – uanset om det er køb, salg eller formidling af seksuelle tjenester man vil have, skal være ulovligt.

Der kan være forskellige grunde til at gøre ting kriminelt. Den mest oplagte er, at en handling består i at gøre andre fortræd – som mord, vold og tyveri. Her er der en gerningsmand, og der er et offer, der mod sin vilje er blevet udsat for noget negativt. Det er ikke tilfældet med sexarbejde, hvor det er voksne mennesker, der frivilligt indgår aftaler.

Den næstmest oplagte grund til at gøre noget ulovligt er, at der ganske vist ikke er tale om, at nogen bliver udsat for noget mod deres vilje, men at man alligevel skønner, at handlingen gør skade. Derfor han man for eksempel forbudt salg og brug af stoffer, ligesom hasardspil er ulovligt. Staten optræder med den slags forbud som en formynder.

Den slags formynderi kan man sine meninger om, men i det mindste godt ment. Men en kriminalisering af sexarbejde hører altså heller ikke til i den kategori. I sin tid har man nok troet, at sexarbejde på en eller anden måde var særligt skadeligt, og at man derfor så vidt muligt skulle forhindre det med formynderiske forbud.  Men det kan man altså ikke sige mere. De politikere, for eksempel, der siger, at sexarbejde særligt skadeligt, særligt forbundet med vold og så videre, kan ikke ærligt sige, at de har sat sig ind i den forskning på området, der har fundet sted de seneste årtier.

Så når vi taler om sexarbejde, er vi nede i en tredje kategori af begrundelser for et forbud. Nemlig at lovgiverne vil tvinge andre til at leve efter deres værdier og/eller religiøse opfattelser. Det er også det, meget af retorikken om kriminalisering handler om – for eksempel når man taler om, at man skal indføre et forbud for at sende et signal om hvilke værdier, der er acceptable.

Efter min personlige opfattelse hører den slags ikke hjemme i et moderne demokrati. Her må værdierne komme nedefra – fra befolkningen – og så må politikerne lovgive, så der er plads til alle.

Det forekommer mig, at dem, som taler om for en kriminalisering ud fra værdimæssige synspunkter, glemmer, hvad strafferet er. Som Nanna Gotfredsen, der er leder af Gadejuristen, har sagt det, så handler straf om, at man påfører folk lidelse. Det er ikke et middel, man skal bruge i flæng. Det er tværtimod noget, man skal bruge mindst muligt.

Det gælder også, selv om man føler, man er på det store hold, der kan gennemtrumfe sine værdier. Når der først er blevet accepteret og normalt, at man kan straffe folk for at leve efter – i gåseøjne – forkerte værdier, ved man aldrig hvem det rammer næste gang. Det kan være en selv. Man skaber et samfund, hvor det gælder om at være på det – igen i gåseøjne – rigtige hold. Det stærkeste hold vinder.

Dén kamp kan man også følge i debatten om kriminalisering af sexarbejde. For hvem er det, der har bestemt, at forbud og straf overhovedet skal være den overordnede dagsorden?

Det er bestemt ikke os sexarbejdere. SFI gennemførte for et par år siden en undersøgelse, hvor man blandt andet spurgte 250 sexarbejdere om deres holdning til spørgsmålet. Kun fem procent støttede en kriminalisering, mens 90 procent var imod.

Det er heller ikke den almindlige befolkning, der ønsker en kriminalisering. Når der er meningsmålinger om et købesexforbud, er der cirka to modstandere for hver tilhænger. Opbakningen fra befolkningen er endnu større, når man spørger om vi skal have almindelige erhvervsmæssige rettigheder.

I de politiske partier tror jeg, at en større del er kriminaliseringstilhængerne. Men faktisk er der kun et parti, der ifølge deres landsmøder officielt går ind for en kriminalisering her og nu. Det er SF. Socialdemokraterne og Enhedslisten ønsker også en kriminalisering, men først efter at en række forudsætninger er opfyldt. De radikale er og alle de borgerlige partier er imod en kriminalisering.

Det er først inde på Christiansborg, at det er almindeligt at gå ind for en kriminalisering. Jeg vil tro, at der i alle fire folketingsgrupper bag den nuværende regering er et solidt flertal, der inderst inde ønsker et forbud her og nu. De får opbakning fra andre magtcirkler, for eksempel fagforbund og embedsmænd.

Uden at ville bortforklare, at mange almindelige mennesker også går ind for en kriminalisering, så er det altså blandt samfundets elite, man finder drivkraften. Det er her, forbud bliver sat på dagsordenen. Det er mennesker, der allerede har stor magt, der også ønsker magt over borgernes personlige liv.

Jeg må desværre sige, at denne elitære synsvinkel også har fundet vej ind i invitationen til dette arrangement. Vi skal, som det hedder, diskutere, om man skal fastholde legaliseringen af prostitution.

Dermed har man indirekte sagt, en kriminalisering er den naturlige tilstand, mens en legalisering er noget, man forsøger sig med, og som man kan lave om igen, hvis det ikke virker som ønsket. Underforstået, ønsket fra centralt hold.

I et demokratisk retssamfund bør det omvendt. Her skal borgernes frivillige handlinger som udgangspunkt ikke være kriminelle. Først når det er slået fast, kan man begynde at se på, om det er relevant at introducere forbud for at beskytte borgerne mod deres egne dumheder.

Lad mig også lige opholde mig ved ordet legalisering. Vi skelner mellem afkriminalisering og legalisering. Det første betyder, at man afskaffer alle forbud og andre særlige regler for et område. Det andet betyder, at man nok tillader en aktivitet, men kun indenfor en særlig ramme.

Selve handlingen at købe eller sælge sex blev afkriminaliseret i 1999. Mens det at organisere andres salg af sex forblev kriminaliseret.

I SIO ønsker vi noget, der ligner en fuldstændig afkriminalisering. Vi har som den eneste særregel for vores branche foreslået, at det ikke skal være muligt at foretage ansættelser, og at hver sexarbejder altså fortsat skal være sin egen, selvstændige virksomhed. Men bortset fra det ønsker vi ikke særlige regler for, hvordan for eksempel bordeller skal indrettes, eller hvem der må lede dem og hvordan. Myndighederne har i praksis aldrig forstået vores branche, så det sidste vi ønsker er, at de skal ind og lede den.

Men overordnet er det altså afkriminalisering og ikke legalisering, der er den folkelige dagsorden – forstået som den dagsorden, der optager os, som det hele angår. Det er det, man i dag kalder rufferi, vi ønsker afkriminaliseret. Ordet har en meget negativ klang, men reelt er der tale om erhvervsmæssige aftaler, der som en selvfølge er lovlige i alle andre erhverv, hvor de er med til at sikre gode forhold og bedre indtjening.

Det er en almindelig misforståelse, at rufferiparagraffen beskytter sexarbejdere. Det gør den ikke. Den er bare et levn fra en gammel, religiøs tankegang, hvor man regnede sex uden for ægteskabet som syndigt, og derfor straffede dem, som udbredte det.

Det er således ikke i sig selv ulovligt at tjene penge på andres prostitution. De kan det heller ikke være, for så skulle jo også supermarkedet, hvor vi køber kondomer, straffes for rufferi.

Det er derimod ulovligt at tjene penge på at organisere andres prostitution. Man må altså gerne leje et lokale ud til en sexarbejder, så lokalet i praksis er et bordel. Men man må ikke føre vagtplanen for de forskellige sexarbejdere, der lejer lokalerne. Så deltager man i organiseringen. Man må heller ikke lade lejen for lokalet være afhængig af, om der mange eller få kunder på given dag. For nyligt er en ægtemand til en ejer af et bordel blev dømt for rufferi, fordi han på et tidspunkt havde skruet en skrue i en seng.

Konsekvensen er, at det er dem, der giver os gode forhold at arbejde under, der bliver dømt for rufferi.

Hvis rufferiparagraffen virkelig beskyttede os mod udnyttelse, for eksempel i form af ågerpriser, ville den sådan set være acceptabel. Eller i hvert fald til at leve med. For eksempel tjener Ekstra Bladet rigtigt godt på massageannoncerne, selv om deres service er både dyr og dårlig. Sådan er det, fordi de er den eneste avis, der har valgt at optage annoncerne. Vi har ingen andre muligheder. Men er ikke rufferi, for Ekstra Bladet sælger os bare en ydelse.

Princippet fra rufferiparagraffen går desværre ofte igen i sagerne om menneskehandel. Bag det dramatiske begreb gemmer der sig ofte mindre forseelser, hvor der ikke er nogen person, der føler sig som offer for en forbrydelse – eller i hvert fald ikke for nogen forbrydelse, der er i nærheden af slaveri eller menneskehandel.

Jeg tror, de fleste antager, at paragraffen om menneskehandel straffer dem, der lokker eller tvinger kvinder til Danmark for at sælge sex, mod deres vilje. Men den situation er vist ikke set endnu. Der er masser af kvinder, der gerne vil til Danmark for at sælge sex, og det giver ingen mening at rekruttere nogen, der ikke ønsker det. Sagerne om menneskehandel opstår i stedet typisk, når folk ikke forstår loven, og derfor heller ikke ved, hvordan de skal overholde den. Resultatet er misforståelser og ulykkelige situationer.

Men igen – hverken paragraffen om rufferi eller paragraffen om menneskehandel ville være det store problem, hvis politiet og andre myndigheder brugte dem fornuftigt. Men det gør de desværre ikke. Her ligger et emne, som næsten ville være endnu mere interessant for en juridisk temadag, og som for så vidt heller ikke kun angår vores branche.

Når der er så mange sager, er det fordi man tager revl og krat med. Fredelige telefonpassere, og som nævnt ægtemænd, der har været så uforsigtige at skrue en skrue i en seng, bliver nådesløst retsforfulgt. De får dog som regel og kun små straffe, hvis de ikke bliver helt frikendt.

Det er meget sjældent sexarbejdere selv, der har anmeldt nogen i alle disse småsager. Sexarbejderne kan naturligvis mene, at en bordelejer opkræver for meget i leje, eller at hun er for fedtet med det inventar, hun stiller til rådighed. Men derfra og så til at mene, at man er udsat for en forbrydelse, er der langt.

I stedet kommer alle småsagerne til verden gennem to andre kanaler.

Den ene er, at man aflytter vores telefoner i meget stor stil. Det er muligt, fordi man med rockerloven gjorde det muligt at aflytte telefoner i rufferisager. Siden er det ikke lykkedes at dømme en eneste rocker for rufferi. Det er myte, at rockere driver bordeller. Nogle steder udfører de vagtopgaver, men det hører altså ind under de lovlige tjenesteydelser, så det kan ikke straffe dem for. I stedet går politiet altså efter telefondamer, chauffører og almindelige mennesker, der lejer lokaler ud. Rockerloven bliver uden skrupler misbrugt at politiet, og domstolene accepterer det af en eller anden grund.

Den anden grund til, at de mange små sager kommer op, er Skats kontroller. Politi og Skat har i mange år samarbejdet i en indsats mod prostitutionens bagmænd, som det hedder. Men bagmandsvirksomhed skal forstås som rufferi eller menneskehandel, altså strafbare handlinger. Og så må Skat slet ikke bruge deres kontroller uden retskendelse til. Politiet, som kommer med på kontrollerne, må heller ikke gøre andet end at sikre Skats medarbejdere adgang. Men de benytter meget ofte lejligheden til at foretage efterforskning – altså stadig uden retskendelse.

Så når Skat og politiet siger, at der ser en masse lovbrud under kontrollerne, er det for så vidt rigtigt. De ser som minimum deres egne lovbrud. Dem er der rigtig mange af. Men det er ikke den slags lovbrud, som udgår fra Christiansborg, som Christiansborg er optaget af at få stoppet.

Alt dette foregår på trods af, at der for længst er opbygget en erfaring om, at sexarbejdere udmærket kan finde ud af at gå til politiet selv, hvis de faktisk føler, der er begået en forbrydelse mod dem. Flere af sagerne om menneskehandel er startet ved, at en sexarbejder er mødt op på politistationen for at anmelde vold eller trusler.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Forbuddene i vores branche – både dem, som stadig eksisterer, og dem som nogle gerne vil genindføre – handler hverken om at beskytte os eller nogen andre. Det handler om rå magt. Om at nogen har sat sig i hovedet, at deres værdier er overlegne, og at de skal udbredes med fysisk magt. Uanset hvor meget lidelse, det koster, og uanset hvor meget det strider mod såvel principperne bag som den konkrete lovgivning i en demokratisk retsstat.

Jeg kan også sige det på den anden måde: I den invitation, jeg har fået til dette møde, er det stillet op som et spørgsmål, om hvilket beskyttelsesobjekt den danske straffelov varetager. Om det den ”købelystne” dansker eller den prostituerede kvinde/mand.

Svaret på det spørgsmål er hverken eller. Kriminaliseringen af vores erhverv beskytter ikke nogen. Den tjener kun det formål at udøve magt.

 

Ordnede forhold for sexarbejdere: SIO’s forslag til ændringer i lovgivningen

Lovgivningen i dag

Der findes i dag ikke nogen lov, der regulerer sexarbejde. Det nærmeste, man kommer, er nogle sætninger i bemærkningerne til den lov fra 1999, der betød, at det ikke længere skulle være kriminelt at købe eller sælge sex:

”Den foreslåede afkriminalisering af prostitution m.v. har således alene til formål at markere, at prostitution i sig selv ikke bør anses som en kriminel aktivitet. Prostitution er derimod både et udtryk for og årsag til sociale problemer, som bedst løses i det socialpolitiske regi. Afkriminaliseringen skal ikke indebære, at prostitution i øvrigt anses som et lovligt erhverv. Det præciseres derfor i lovforslaget, at afkriminaliseringen ikke ændrer ved de prostitueredes stilling i henhold til anden lovgivning.”

Det er på grund af disse sætninger, at sexarbejdere i dag ikke har ret til at melde sig ind i en a-kasse, ikke kan stifte et selskab, ikke kan indgå i et aftaleforhold om vores erhverv og så videre.

Det er svært at forstå. Men sexarbejde er altså ikke et ulovligt erhverv. Det har bare ikke de rettigheder, som erhvervslove og sociale love giver andre faggrupper.
Formuleringen om det sociale problem bliver ofte tolket på den måde, at sexarbejde ikke er noget erhverv i det hele taget. Men det er det, både ifølge ordbogen (”beskæftigelse, næringsvej”) og ifølge loven. Sexarbejdere skal nemlig afregne moms, og det skal, ifølge momsloven, kun de, der tilbyder “erhvervsmæssig levering af varer og ydelser”.

Derimod er det et ulovligt erhverv at bedrive rufferi. Det fremgår af straffelovens paragraf 228 og 229. Det er ikke i sig selv ulovligt at tjene penge på andres salg af sex, f.eks. ved at udleje værelser eller at bringe betalte annoncer fra sexarbejdere. Men retspraksis viser, at det er ulovligt, hvis man samtidig på mindste måde hjælper med at organisere sexarbejderens virksomhed, eller hvis man tager en uforholdsmæssig høj pris for sine ydelser til en sexarbejder.

Omvendt har Skat i en række tilfælde vurderet, at en bordelejers lejeindtægt var ansat for lavt. Det vil sige, at det i praksis er ulovligt at tage både for høj og for lav leje fra en sexarbejder. Ingen kan sige præcist, hvad de forskellige myndigheder anser for den ”rigtige” leje, og de er heller ikke nødvendigvis enige om det.

SIO’s forslag

Hensigten med den lovgivning, vi foreslår, er, at en sexarbejder skal have de samme rettigheder som andre selvstændige erhvervsdrivende.

Vores forslag går på:
• At afskaffe rufferiparagrafferne i straffeloven.
• At vedtage en ny lov, der ikke siger andet, end at man ikke kan foretage ansættelse af en person med henblik på, at denne skal udføre seksuelle tjenester over for tredjepart.
• At man i forbindelse med disse lovændringer skriver i bemærkningerne, at sexarbejde fra nu af SKAL anses som lovligt i forhold til al lovgivning.

Vores forslag vil betyde, at sexarbejdere får samme rettigheder og pligter i forhold til loven, med undtagelse af, at f.eks. sexklubber og bordeller ikke kan ansætte os, og at vi altså heller ikke kan indgå en ansættelseskontrakt.

Vi opfatter dette som den eneste særregel, der er relevant for vores erhverv. Der følger en række goder med, når man indgår en ansættelseskontrakt, men på den anden side er der også pligter, som for eksempel at man ikke kan sige op med øjeblikkelig varsel. Det er netop muligheden for at stoppe uden varsel, samt den suveræne ret til at bestemme hvilke ydelser man tilbyder, og hvilke kunder man afviser, vi ønsker, at enhver sexarbejder skal have.

Samtidig vil reglen betyde, at branchen fortsat består af enkeltmandsvirksomheder.

Endelig vil reglen betyde, at man kan bruge straffelovens bestemmelser om f.eks. ulovlig tvang, hvis nogen misbruger magt eller et afhængighedsforhold for at få en person til at virke som sexarbejder i f.eks. en klub, ud over det, som personen selv ønsker.

I kraft af denne beskyttelse er der ikke længere brug for nogen særskilt rufferiparagraf, som heller ikke i dag generelt har til hensigt at beskytte sexarbejdere, men blot at kriminalisere forholdet til vores samarbejdspartnere.

Praktiske konsekvenser

Inden for den lovgivningsramme, som SIO foreslår, vil der være fuld frihed for den enkelte sexarbejder til at indrette sig, som han eller hun vil – hvad enten han eller hun ønsker at arbejde alene, i et samarbejde med andre sexarbejdere, eller som lejer af faciliteter, f.eks. i et bordel. Det vil sige, at branchen i store træk vil være indrettet som i dag, blot så vores samarbejdspartnerne ikke behøver frygte, at de uden at tilstræbe det begår en kriminel handling.

Sexarbejdere vil frit kunne indgå aftaler med samarbejdspartnere. Samarbejdspartnere kan ansættes, men en sexarbejder kan ikke. En ansættelseskontrakt om ansættelse med henblik på at vedkommende skal sælge sex, vil ikke have juridisk gyldighed.

Aftalerne vil være omfattet af de almindelige regler i bl.a. aftaleloven og erhvervslejeloven. Det vil også give den beskyttelse, der i retspraksis ligger af den svage part i et aftaleforhold, og i den pligt en erhvervsdrivende har til at give sine kunder rimelige oplysninger af betydning for aftalen.

Arbejdsmiljøloven vil komme til at gælde for bordeller og lignende virksomheder.

I lighed med praksis for andre erhverv vil det være muligt at fradømme f.eks. en bordelejer, der har handlet uforsvarligt, retten til at drive bordel i fremtiden.

Der er intet i branchens tradition, der tilsiger, at det er relevant med forudgående godkendelser, hverken af bordeller eller af den enkelte persons ret til at virke som sexarbejder. Derfor skal der ikke indføres licensordninger, som i praksis blot vil være en delvis kriminalisering – nemlig af dem, som af den ene eller anden grund ikke bevilges licenser – og som vil have alle kriminaliseringens negative konsekvenser.

Sociale tiltag

Den sociale indsats skal som hovedregel ikke være rettet specifikt mod sexarbejdere, men skal tværtimod have som målsætning at inkludere os i generelle sociale systemer.

Med SIO’s forslag vil sexarbejdere kunne blive eller opretholde medlemskab af a-kasse, og derigennem som alle andre få hjælp ved ønske om efteruddannelse eller andre tiltag, der sigter mod at skifte erhverv.

Sædelighedspolitiet.dk – en blog om den skjulte kriminalisering af sexarbejderne

I dag på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8 marts 2013 lancerer tre organisationer en ny blog på webstedet Sædelighedspolitiet.dk

Sædelighedspolitiet.dk vil sætte fokus på en skjult de facto-kriminalisering, med chikane, overgreb, aflytning og retsløshed til følge.

EN DE-FACTO KRIMINALISERING

De fleste tror, at sexarbejde ikke er kriminaliseret i Danmark. Men sexarbejde blev IKKE afkriminaliseret i 1999, det var kun en delvis afkriminalisering. Den lovgivning som Danmark har på området nu, skaber en dobbeltmoralsk og skadelig gråzone.

I sin betænkning fra 2012 påpeger Straffelovrådet, at kriminaliseringen af mellemhandlere, der ikke har til hensigt at udnytte er uhensigtsmæssig, da ”kriminaliseringen også omfatter personer, som prostituerede bruger som hjælp og beskyttelse.” Samt, at kun personer der udnytter eller ”modtager en uforholdsmæssig høj betaling for deres arbejde” bør retsforfølges – men dette forslag har regeringen valgt ikke at lytte til (februar 2013).

Denne de facto-kriminalisering rettes p.t. især mod massageklinikkerne, uanset at forskning i sexarbejde peger på, at netop klinikkerne er de sikreste arbejdssteder; der hvor der er størst tilfredshed, sundhed og sikkerhed. I stedet for at forbedre arbejdsforholdene eller kun gå efter steder med dårlige arbejdsvilkår og tegn på grov udnyttelse, synes regeringen at være – om end skjult – i gang med at lukke/tvinge klinikkerne under jorden.

Samtidig fortsætter de retsløse tilstande i gråzonen. Og lovlydige sexarbejdere frygter det nu, når myndighederne banker på.

Det mest skadelige ved at sælge sex er den stigmatisering og mangel på rettigheder, der følger med.

I løbet af de seneste år er fordømmelsen af sexarbejdere fra almindelige borgere i Danmark aftaget. Sexarbejderne har effektivt argumenteret for deres sag og tilmed fundet støtte til deres kamp fra mindst 2 ud af 3 danskere.

Til gengæld er stigmatiseringen og forfølgelsen fra statens og myndighedernes side taget til i styrke. Politiet er, desværre, et hyppigt anvendt politisk redskab i denne de facto-kriminalisering. Der er tale om krænkelser af borgeres rettigheder. Politi og sociale myndigheder er blevet sexarbejdernes modstandere.

BAGGRUND

Bloggen er oprettet af en gruppe i forhold til dette arbejde ulønnede personer, som brænder efter at få belyst sexarbejdernes diskriminerende arbejdsvilkår og give dem mulighed for at fortælle om, hvad de er udsat for fra myndighedernes side.

Siden er bygget op af foreningen Seksualpolitisk Forum, i samarbejde med en række sexarbejdere bl.a. ved SiO – Sexarbejdernes InteresseOrganisation samt organisationen Gadejuristen.

Presse: Kontakt via e-mail:kontakt@saedelighedspolitiet.dk

Eller talspersoner:
Susanne Møller, sexarbejder, SiO – tlf. 501 501 60
Steen Schapiro, talsperson for Seksualpolitisk Forum – tlf. 51 55 59 85

Læs med: saedelighedspolitiet.dk

Magda Gad møder tre sexarbejdere – oversættelse fra QX.se

Det svenske gaymagasin QX skrev i januar 2013 om tre svenske sexarbejdere. SIOs oversættelse til dansk findes nedenfor. Du finder den oprindelige artikel her: QX Januari – PDF - starter på s. 45.

 

MAGDA GAD MØDER TRE SEXARBEJDERE

I løbet af efteråret har svenskerne sat sig foran tv’et og gjort op med de mørke aids-år, med væmmelsen og stigmatiseringen. Stolte over ikke længere at trække en grænse mellem medborgere og syndere.
I skyggerne protesterer stemmer. Stemmer der bliver manet til tavshed. “Men hvad med os,” spørger de. “Hvornår skal vi regnes for mennesker?”
QX har mødt tre sexarbejdere, der har fået nok af at blive betragtet som samfundspariaer.

AF MAGDA GAD FOTO MARIA ÖSTLIN (oversættelse til dansk: Cecilie Kirkegård)

Lejligheden udenfor Örebro er lys og rummelig. I boghylden står nydelige rækker af litteratur, på køkkenbordet ligger endnu en stak: Klassisk feminisme af Louise Persson, Kvinderummet af Marilyn French og en slidt Sex at the margins af Laura María Agustín. Køleskabet er dækket af farverige bogstavsmagneter, på gulvet ligger der legetøj, og på børneværelset står to små senge. I den ene sidder en bamse alene under læselampens skær. Hovedpuden har aftryk efter et lille hoved, der har hvilet der.
Man venter, at hoveddøren skal gå op. At lyden af leg og småskænderier skal fylde rummet.
Men der forbliver stille.
Ingen børneskridt høres i entreen.
Det har der ikke gjort i elleve måneder.
Da Sandras eksmand fandt ud af, at hun var begyndt at arbejde som escort, anmeldte han hende for ikke at være en god forælder og beholdt børnene, trods at de har delt forældremyndighed. Det er ulovligt og kaldes samarbejdschikane. Nu er der snart gået et år, siden Sandra sidst så dem. Krammede dem.
- Jeg længes efter at kunne fortælle dem, hvor meget jeg elsker dem … Hvor meget jeg savner dem … Det her kan ikke blive ved …
Sandras ansigt er stribet af tårer, og hun har en klump i halsen. Hun løfter en grå tøjelefant fra en kommode, lader fingrene glide hen over den bløde plyspels. Fortæller, at hun har en advokat, og at socialtjenesten undersøger sagen, trods det oplever hun at der ikke sker noget.
- Der findes intet i loven der understøtter, at en sexarbejder ikke skulle kunne tage sig af sine børn, men det føles ikke som om de anstrenger sig for at hjælpe mig med at få dem tilbage. En gang sagde de, at jeg måtte forstå min mand, fordi majoriteten af de mænd, der køber sex, jo faktisk er pædofile. Jeg orkede ikke engang at svare på det. Der er så mange underlige fordomme.
Hun stiller elefanten fra sig, gestikulerer med hænderne.
- Jeg har aldrig solgt sex i min hjemby, har aldrig taget mod klienter foran børnene. Jeg har arbejdet et par timer om ugen, afsat resten af tiden til børnene og været en mere nærværende forælder end andre. Jeg ved ikke hvad de tror? Måske synes de ikke at en luder skal være mor. Sexkøbsloven er jo baseret på, at alle der sælger sex er viljeløse ofre, så de går vel ud fra at jeg ikke formår at tage rationelle beslutninger.
Øjnene slår gnister.
- Nogle gange tænker jeg, at jeg burde tage børnene og tage ned og sætte mig foran EU-domstolen. Så ville der blive debat, så ville folk lytte til det jeg har at sige.
Sandra er 27 år, biseksuel, og hendes følelse af at blive mødt negativt af myndighederne bekræftes af RFSL’s rapport “Osynliga synliga aktörer”, projektledt af Suzann Larsdotter, hvor lgbt-personer med erfaring med at sælge og/eller købe sex fortæller om stigmatisering.
For Sandra begyndte det hele med, at en fyr på en datingside spurgte, om hun kunne tænke sig at møde ham mod betaling, derefter fortsatte hun med at tage penge for dates, fordi hun trivedes med det. Hun kan ikke genkende sig selv i samfundets beskrivelse af ulykkelige ludere, har intet misbrug at finansiere og ingen overgreb bag sig.
- Pengene er bare en del af det hele. Jeg kan lide blind dates, at dyrke sex, at snakke. Og mine klienter er meget pænere end de mænd der hænger ud i barer. De er lidt ældre, de har lært at de skal opføre sig ordentligt. Frem for alt er de ædru.
Samtalen glider ind på politik. Det gør den tit, når man taler med Sandra. Hun er aktivist – deltager i debatter, har svaret på udtalelsen fra Claes Borgström (tidligere JämO [http://sv.wikipedia.org/wiki/Jämställdhetsombudsmannen - red.], som mener at alle sexkøb er overgreb), har udtalt sig på fransk tv, osv. – og ønsker, at sexkøbsloven bliver afskaffet. Men det er ikke det eneste.
- Homoseksuelle blev ikke accepteret i samfundet, bare fordi sodomiloven blev fjernet. Sexarbejdere er nødt til at organisere sig på samme måde. Det virker ekstra aktuelt nu, da Gardells program om aidsårene er blevet vist i fjernsynet. Jeg genkender alle argumenterne om, at den frie homoseksualitet ville bidrage til moralsk forfald i samfundet. Det er samme argument, som vi mødes med nu. I stedet for homofobi er det horefobi.
Sandra lægger tryk på ordene.
- Samme sag er det, når jeg læser programbladet for Pride. Jeg kan tage hvert eneste punkt og lave det om til et spørgsmål om sexarbejde. At leve med stigmatisering, udelukkelse, hemmeligheder. Dobbeltliv. Komme ud af skabet.
- Folk plejer at sige at det ikke kan sammenlignes, fordi homoseksuel er noget man fødes som. Men man har stadig ret til samme menneskelige værdighed.
Argumentet, at sexkøbsloven skulle bidrage til ligestilling, mener hun er at fornægte sexarbejderes eksistens.
- Vi er ikke et ligestillet land, før luderne er med på dagsordenen, siger hun knivskarpt.
Hun går rundt i lejligheden, lægger ting ned i en overnatningstaske. En hvid stilethæl er oversmurt med læbestift. Hun skyller den af i køkkenvasken.
- Fjerner man sexkøbsloven, må man anerkende luderes ligestilling. Så må man sige ja til kampagner om sexarbejderes rettigheder, der kan havne på en mælkekarton på nogens køkkenbord. Og det er det, jeg tror man er bange for. Man kan ikke have en luder hjemme i køkkenet.
Skoen lægges ned i tasken. Hun slukker lampen over den ensomme bamse i børneværelset. Tager en sidste runde i soveværelset. Inden hun lukker døren, glider hendes blik hen over bogen der ligger på natbordet. Det er politikeren og frihedskæmperen Ingrid Betancourts Selv stilheden har en ende.

 

Jens Rydström står på et rystende tog mellem Lund og Malmö og taler højt for at overdøve hvinene og højttalerudkaldene. Han er underviser i kønsvidenskab ved Lunds universitet og har skrevet Sinners and citizens om homoseksualitet og sodomiloven i Sverige 1880-1950. Deri beskriver han, hvordan politiet overvågede offentlige toiletter og parker, mest i begyndelsen af 1940′erne, og arresterede mænd der onanerede sammen eller dyrkede anden sex.
- Betjentene stod i et bælgmørkt, pisstinkende vaskerum bag toiletterne og skiftedes til at lure gennem et lille hul for at have to vidner til hændelserne. Ofte slap mændene med et par måneders strafarbejde, men deres liv blev ødelagt. De kunne miste deres arbejde og hjem. Politikere måtte forlade deres stillinger.
Da homoseksuelle sygdomsstempledes, forværredes forfølgelsen.
- Mændene blev opfordret til selv at ansøge om at blive kastreret, og det gjorde mange, eftersom seksualiteten var et sådant problem for dem. Det var så skambelagt at være bøsse, og de kunne ikke kontrollere det.
I sexkøbsdomme fra 2000-tallets Sverige fremgår det, hvordan efterforskningsarbejdet mod sexkøbere foregår. Ifølge en betjent ved Stockholms prostitutionsgruppe følger de efter kvindelige sexarbejdere (den omfattende sexhandel mellem mænd overvåger de ikke) og pågriber dem når de mødes med kunder, helst midt i akten, for at bevismaterialet skal være stærkt.
Sker sexkøbet i en lejlighed, lytter de gennem brevsprækken efter “kvindelig og mandlig stønnen”. De går ind i hotelrum, bryder ind i private lejligheder og rykker bildøre op. Filmer og fotograferer. Beskriver samlejestillinger, undertøj og forekomst af kondomer. På den måde bliver sexsælgerne behandlet som kriminelle, trods at loven er lavet for at beskytte dem. Mange fortæller om at de føler sig traumatiseret af, at politiet stormer ind, når de har samleje.
Eftersom efterforskerne er civilklædte, tages de nogle gange for at være røvere.
Sexkøberen Mikael fortæller, at han blev dødsensangst, da en mand sprang frem fra en busk, klædt i “hip-hop-tøj”, overmandede ham og pressede ham ned på jorden for at lægge ham i håndjern.
Når man gribes for brud på sexkøbsloven, tilbydes der terapi.
- Sexkunden patologiseres, præcis som man gjorde med bøssen, siger Jens Rydström.
Og han ser flere analogier.
- Homoseksuelle blev også nedtysset, latterliggjort og afpresset. Blev sidestillet med pædofile og sagdes at have haft en dårlig barndom. I dag får sexarbejdere ikke lov til at tale deres egen sag, og debattører, der er imod sexkøbsloven, affejes. Sverige er blevet som en stivnet ø, hvor der ikke findes mindste åbning til at diskutere andre løsninger.

 

På Södermalm i Stockholm tager Mia en kop kaffe op på en pub. Hun står med skrævende ben og ler. Sænker ikke stemmen, når hun taler om at have solgt sex og strippet.
- Jeg er stolt over mit job og vil gerne være åben omkring det, men det kan man ikke, man bliver så ensom. Specielt i gayverdenen. Jeg har aldrig mistet så mange venner som da jeg var ærlig omkring, at jeg strippede.
Hun tager en slurk af den sorte kaffe, siger at hun føler sig fordummet når hun tager til sammentræf om prostitution.
- Folk taler hen over hovedet på mig. Radikale feminister synes at jeg forråder dem, at jeg styrker et beskidt kvindeideal. Dem, der har læst kønsvidenskab, er mest fordømmende. Det var derfor, jeg begyndte at læse det selv.
Mia ser ned, da hun fortæller at hun er blevet seksuelt udnyttet, at hun var tolv da en lærer begyndte at betale hende for seksuelle tjenester. Havde hun forsørget sig på en anden måde, havde det ikke været relevant at tage op, men eftersom overgreb altid dukker op i debatter om sexarbejde, ligesom de gjorde før i diskussioner om seksuelle anlæg, vil hun besvare det.
- Jeg får hele tiden at vide at jeg er et offer, men jeg føler mig ikke som et offer. Jeg har det ikke dårligt. Jeg har gået i terapi for det, der skete da jeg var barn. Det, jeg har haft det dårligt over, er det skide lyveri.
I dag er Mia 36 og træt af at skjule dele af sig selv. Træt af at være nødt til at lyve for at kunne betale skat. Træt af at være nødt til at lyve for at få retmæssig hjælp af myndighederne. Da hun for nogle år siden blev kærester med en pige, der ikke kunne lide at hun strippede, som skreg luder ad hende når de skændtes, begyndte hun at drikke.
- Jeg ville have hjælp med mit alkoholproblem, men fik at vide at bare jeg “holdt op med at gnide mig op ad stangen”, så skulle jeg se at alt blev godt. Det var så krænkende. Jeg fik det jo godt af at gå på arbejde, at tage bad, klæde mig på, gå ud og møde kolleger. Det var når jeg sad alene hjemme, at jeg drak.
At sexarbejdere diskrimineres selv i misbrugsverdenen har længe været et stridsspørgsmål for sexarbejderbevægelsen. For Mias vedkommende endte det med, at hun lod sig indlægge på et behandlingshjem, blev ædru og fortsatte jobbet som sexarbejder uden at få nogen tilbagefald.
- Det, jeg har gjort, har ikke været påtvunget. Det har udviklet mig som menneske. Jeg har lært at sige nej og at få respekt for min egen krop. Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Det er andre, der siger at jeg skal skamme mig.
Ifølge en artikel på Politiets hjemmeside arbejder prostitutionspolitiet ud fra den tese, at alle sexarbejdere er ofre for en forbrydelse. Betjenten Simon Häggström siger:
-  Der er ingen, der har godt af at sælge sig selv. De gør det, fordi det er store, hurtige penge, hvad de ikke ser er at det langsomt, men sikkert nedbryder dem indefra.
Mia ser det på en anden måde:
- Der er masser af mennesker, der har destruktiv sex uden at få penge for det. Hvad frivillige voksne kan lide seksuelt må være op til hver person at bestemme, det må man se på fra tilfælde til tilfælde. Nu går man ud og stigmatiserer en hel gruppe og taler deres sag, det er det der må stoppe.

 

På en café i Kapstaden sidder Don Kulick og skriver på en bog om seksualitet og handicap, mens han har forskningsorlov som professor i antropologi ved University of Chicago. Han har tidligere skrevet en artikel om stigmatisering af sexkøbere og er forbavset over, at der råder en så sammenpresset monolog i Sverige omkring sexkøbsloven.
- Det, der adskiller Sverige fra andre lande jeg ved noget om, er at der råder en ængstelig uvilje mod at diskutere prostitution. Man fordømmer, gerne og højlydt. Men diskutere, det undgår man at gøre. Akademikere, journalister og politikere, der ellers er veltalende og kritiske, når det gælder alt andet, synes at rammes af kortslutning, så snart man begynder at tale om prostitution.
Don kritiserer, at den svenske politik reduceres til for og imod og ikke åbner sig for komplikationerne.
- En direkte følge af sexkøbsloven er, at alle, der sælger sex, bliver set som ofre. At nogen skulle kunne sælge sex og være helt normaltfungerende er blevet utænkeligt.
Det utilgivelige er, at man ser, hvordan kvinder der sælger sex bliver straffet som en konsekvens af den opfattelse. De kan miste deres bolig og få deres børn anbragt.
At selv dele af den svenske gayverden udelukker sexarbejdere synes han er endnu mere beklageligt.
- Det er oprørende, at der findes bøsser, lesbiske og transpersoner, der ikke lader til at føle nogen som helst solidaritet med sexarbejdere. Det er tragisk, at de ikke forstår, at patologiseringen af sexarbejdere og uviljen mod at lytte til dem i Sverige i dag har præcise pendanter i homohistorien. Ordet “gay” betød jo i begyndelsen “prostitueret”!
Googler man ordets historiske betydning, finder man også frem til, at “bög” [bøsse, red.] betød “sexkunde”.
- Alle lgbt-personer der kan deres historie ved, at homoseksualitet og prostitution altid har været tæt sammenkoblet på mange måder. Men nu hvor homoseksuelle betragtes som stuerene, vender man ryggen til og glemmer de voksne, der fortsat stigmatiseres og dæmoniseres på grund af deres seksuelle adfærd.

 

En, der ikke har glemt noget, er Evelyn. Hun bor på fjerde sal uden elevator i Göteborg.
- Nu håber jeg bare at jeg kan fortsætte med at arbejde, siger hun. Min kondition er helt i bund.
Den fireværelses lejlighed ligger i et smukt hus midt i byen og er fuld af gamle møbler, fotoalbum, avisudklip og bøger. På stuebordet ligger aktstykker fra børneværnsnævnet.
Hun søgte hjælp dengang i 1950′erne.
I dag er hun 75.
Har ikke orket at kigge på dem endnu.
- De værste ting, der skete, sidder som ridset fast i brystet, forklarer hun.
Det går hurtigt når hun taler, som om det hun har at sige er uudtømmeligt og tiden er knap. Hun fortæller om elendighed og overgreb, ikke fra sine sexkunder, men fra lærere, skole og overklasseherrer.
- Allerede da jeg var 15 år, var jeg en kvinde med en historie. Da indså jeg, at når jeg dør som nogle-og-80-årig, og folk ser min dødsannonce, så vil de tænke “det var den der luder”, siger hun, går ind i køkkenet, brygger filterkaffe og dækker en bakke med kopper og muffins. Hun voksede op i Saltsjöbaden og blev sendt i privatskole af sin storsnudede mormor, havde det halve aristokrati som klassekammerater og var alligevel arbejderungen.
- Desuden stod der UÄ ved siden af mit navn. Udenomsægteskabelig.
Naboherren i huset overfor var pædofil, han pillede ved hende for første gang, da hun var fem. Da hun blev ældre, havnede hun i hvad der ansås for at være dårligt selskab, og i skolen spredtes et ondsindet rygte om, at hun havde gonorré. Hun blev åbenlyst mobbet, hverken lærere eller skolebestyrelsen greb ind.
- En pige i klassen viste mig ulækre billeder af gonorré og sagde, at det smittede gennem kys. Det førte til den absolut værste hændelse, jeg har været ude for i mit liv.
Evelyn gik til en gynækolog, som uden at finde ud af at hun var jomfru slæbte hende til gynækologstolen med hjælp fra to kolleger og udførte en gynækologisk undersøgelse. Hun beskriver det som en voldtægt.
- Jeg har ikke kunnet gå til gynækolog eller tandlæge efter det. Det er hans skyld at jeg kun har tre tænder i munden.
Det her er tandproteser, siger hun og trækker på smilebåndet.
Efter overgrebet droppede hun skolen og skaffede en gang imellem penge på Malmskillnadsgatan. Hang ud i Klarakvartererne og lærte kredsen omkring Paul Andersson at kende, poeten der sammen med Birgitta Stenberg opfandt ordet stoffer. De købte amfetamin receptfrit på apoteket, var arbejderforfattere, kunstnere, intellektuelle. For første gang følte Evelyn sig hjemme. Men nogen orden i sit liv fik hun ikke, før hun var 39 og flyttede til Göteborg.
- Det var på det tidspunkt, jeg begyndte påny. Jeg var så heldig at få en lejekontrakt og førtidspension. Men jeg var mor til fire børn, og der var ikke penge nok.
Havde hun ikke solgt sex, havde hun aldrig kunnet betale udlandsrejser, aldrig kunnet betale en sprogrejse. Hun engagerede sig tidligt i sexarbejderbevægelsen, men det skabte bare tumult. Sexarbejdere fik ikke lov til at udtale sig i prostitutionsdebatter, blev ikke lukket ind på seminarer.
Sexarbejdere blev heller ikke spurgt, før man indførte sexkøbsloven.
Justitsminister Beatrice Ask siger følgende om Europarådets anbefaling af at lade prostituerede komme til orde i alle spørgsmål, der vedrører dem:
- Det er et fremmed synspunkt, et standpunkt der er meget svært at forene med det syn på prostitution, som jeg synes at man skal have.
Evelyn synes, det er mærkeligt, at Sverige går imod Europarådet og indtager en sådan særstilling i verden.
- I Amsterdam i 1970′erne var folk så velvillige, at jeg blev helt befippet. Jeg fik lov til at bo hjemme hos andre feminister, der var ingen barrierer mellem os. Jeg sagde til min yngste datter, at hun skulle følge med mig derhen for at se, at selv sådan nogle som mig kan blive behandlet med respekt, og det gjorde hun. Der gav hun slip på meget.
At sexkøbsloven skulle redde kvinder er en påstand, der gør hende vred.
- Det er latterligt. Jeg har arbejdet i Göteborg i 35 år og aldrig fået en eneste trussel eller blevet udsat for nogen form for vold. Kunderne er trofaste som hunde, og nu hvor de er blevet ældre og ikke kan præstere længere, ringer de engang imellem til mig bare for at høre, om jeg stadig er der.
Hun rejser sig, går rundt i stuen og taler med høj stemme.
- Sexkøbsloven er jo bare idiotisk! Hvorfor skal de sætte mænd i fængsel, som vi sælger sex til helt frivilligt? Det gør jo bare at vi bliver endnu mere udsatte og tvinges endnu længere ind i dobbeltliv. Vi kan ikke engang hjælpe hinanden, for så ryger vi i fængsel for at være ruffere. Der findes andre love for at beskytte kvinder, love mod mishandling og voldtægt. Men hvis vi skulle blive udsat for sådan noget, så er der ingen der griber ind. Så er alle ligeglade!
På spørgsmålet om, hvilken slags hjælp fra samfundet hun gerne ville have haft, går hun helt i stykker.
- Men det er umuligt! Det kan jo ikke lade sig gøre! Verden fungerer ikke. Der er ingen der har medfølelse og lytter. Der er ingen der sætter kolleger i fængsel, der begår overgreb og tjenestefejl, som gynækologen i mit tilfælde. Forstår du ikke?
Hun får vejret.
- Luder er et pestsmittet ord, det er det usleste der findes. Vi er lavmålet, når man taler om usselhed. Nu er jeg 75 år, og jeg tænker at det ville være rart at blive accepteret som en slags menneskeligt væsen engang før jeg dør.

 

SEXKØBSLOVEN

- Ifølge sexkøbsloven (2005:90), som trådte i kraft 1. januar 1999, er det forbudt at skaffe, eller forsøge at skaffe sig, tilfældige seksuelle forbindelser mod aftalt betaling. Betaling inkluderer alkohol, stoffer, måltider og gaver.
- Evalueringen af sexkøbsloven, der blev sat i værks af regeringen i 2010, er blevet kritiseret af RFSL, DO, Malmö universitet, Stockholms universitet med flere. En liste findes i Petra Östergrens og Susanne Dodillets rapport “The Swedish Sex Purchase Act: Claimed Success and Documented Effects”.
- I evalueringen af sexkøbsloven fremgik det, at personer, der var holdt op med at sælge sex, var positivt stemt overfor loven, mens personer, der solgte sex, generelt var imod. Suzann Larsdotter, projektleder for RFSL’s rapport “Osynliga synliga aktörer”, mener at problemstillingen er mere kompleks: “Mange af dem, der har udtalt sig positivt om loven, efter de er holdt op med at sælge sex, er personer, der definerer sig som ofre og vil have oprejsning. Stemmer fra dem, der er holdt op med at sælge sex og er kritiske, savnes. Det kan være fordi de er gået videre med deres liv og ikke længere engagerer sig i sexarbejderspørgsmål.
Risikoen for at udsætte sig for stigma er stor for den, der åbent fortæller, at han/hun har solgt sex, og for den, der ikke længere er aktiv, er det helt enkelt ikke det værd at udsætte sig for det stigma.
- I Sverige findes der en landsorganisation for sex- og erotikarbejdere kaldet Rose Alliance: www.rosealliance.se

PM fra SIO: Bordeller overfaldet af indvandrerbande fredag aften

PRESSEMEDDELELSE fra SIO: Bordeller overfaldet af indvandrerbande fredag aften
Telefondamer og sexarbejdere er bange for at gå til politiet. SIO kræver handling fra Justitsminister Morten Bødskov

I går aftes fredag d. 15. februar, var medlemmer fra en kendt indvandrerbande rundt på forskellige klinikker og true de sexarbejdere og deres telefondamer, der var på stederne. Banden kræver beskyttelsespenge. De har forulempet og truet de tilstedeværende med henholdsvis kniv og pistol.

SIO har dokumentation for forløbet i form af udsagn fra dem, det er gået ud over, og i form af optagelser og billeder fra overvågningskameraer.

Vi ved, at noget tilsvarende er sket for klinikker med udenlandske sexarbejdere, der har betalt til banderne.

Flere sexarbejdere og telefondamer tør ikke gå til politiet. De er bange for, at de på den måde selv bliver mål for indsatsen mod ”prostitutionens bagmænd”. En frygt som er begrundet i, at i flere konkrete sager, er det de samme betjente, som foretager anholdelser af telefondamer, som tidligere har været på klinikkerne under de såkaldte tryghedsbesøg politiet foretager.

Gennem de senere år har politiet intensivt jagtet telefondamer og udlejere for at få dem dømt for rufferi. Det er meget ubehageligt for dem, det går ud over – også selv om næsten alle enten bliver frikendt eller bliver idømt milde, betingede straffe.

Politiet har aldrig fundet eksempler på organiserede kriminelle, der driver bordeller.

Vi kræver, at justitsminister Morten Bødskov tager konsekvensen af det, der i dag er veldokumenteret viden: At vi sexarbejdere og vores samarbejdspartnere ikke er organiserede kriminelle – vi er tværtimod ofre for organiseret kriminalitet, på linje med værtshuse og andre mindre erhvervsdrivende, der bliver afpresset.

Morten Bødskov har hidtil lukket øjnene for denne viden. Senest har han foreslået en lovændring, så det bliver endnu lettere at aflytte vores telefoner – ikke for at fange organiserede kriminelle, men for at for at chikanere os og vores samarbejdspartnere endnu mere.

Morten Bødskov har vist handlekraft ved at droppe tankerne om en kriminalisering af købesex. Nu må han vise handlekraft ved at stoppe en politiindsats, der kun er begrundet i en usaglig hetz mod vores branche. Vi kræver, at han gør det hurtigt, så tilliden mellem politi og sexarbejdere kan blive genoprettet, og vi kan få stoppet den vold, der lige nu er ved at eskalere.

SIOs Høringssvar om sexarbejde

Vi opfordrer regeringen til også at følge rådets forslag om at ændre i rufferiparagrafferne, således at det bliver lovligt for sexarbejdere og vores samarbejdspartnere at drive virksomheder i ligeværdige fællesskaber. Det vil skabe større tryghed for sexarbejdere, og det vil betyde, at man kan undgå de hovedløse retssager mod telefondamer, udlejere osv. Vi bemærker også, at lovrådet ikke har fundet nogen grund til, at salg af seksuelle tjenester, når det nu er lovligt i forhold til straffeloven, alligevel ikke skal anses som lovligt i forhold til anden lovgivning.

Overordnet synes vi, at rådet har skrevet en god betænkning, hvor de har sat sig grundigt ind i den nyeste dokumentation i form af forskning og redegørelser, i det store og hele uden at falde for rent politiske argumenter. Der er imidlertid også steder i betænkningen, hvor rådet efter vores opfattelse overser eller fejltolker væsentlige pointer. Disse mangler vil vi gennemgå.
- Læs SIOs høringssvar

PRESSEMEDDELELSE : Der må ryddes op i Kvinderådet

Der må ryddes op i Kvinderådet

Kvinderådet er gået med i en europæisk kampagne under titlen ”Together for a Europe free from prostitution”. I den forbindelse har organisationen og European Women’s Lobby udsendt en pressemeddelelse, hvor man har samlet påstande fra stort set alt det plat og fup, der er udgivet om sexarbejde de seneste ti år.

F.eks. hedder det, at antallet af sexarbejdere på gaden i Danmark er tredoblet siden 1999, selv om det for længst er opklaret, at det blot var KFUK’s Sociale Arbejde, der kom med forkerte indberetninger fra sine væresteder.

Kvinderådet må naturligvis selv bestemme, hvad det mener politisk. Men det er en paraplyorganisation, der bl.a. har de fleste partier, en række faglige organisationer og private foreninger som medlem. Den sidder, ifølge sin hjemmeside, i en række offentlige råd, nævn og udvalg, som er vejledende for politikere og andre beslutningstagere både nationalt og internationalt.

På den baggrund er det en skandale, at Kvinderådet vælger at sprede en række postulater, som man udmærket godt ved er usande, og som er nedværdigende for os, der arbejder som sexarbejdere – langt de fleste af os er som bekendt kvinder! Uanset hvad Kvinderådet mener politisk, så må det være et krav, at organisationen er saglig og respektfuld med de faktuelle oplysninger, den bruger i sin argumentation.

SIO opfordrer medlemmerne af Kvinderådet til at kalde organisationens ledelse og sekretariat til orden. Opfordringen går særligt til de politiske partier, der i Folketinget har brugt formuer på saglige udredninger fra bl.a. SFI og Straffelovrådet. Men opfordringen går også til Foreningen for Kønsforskning i Danmark og til Foreningen Sex & Samfund, der ikke kan være tjent med at lægge navn til så grove og stigmatiserende usandheder.

Sexslavehysteri

Opinion
Bo Jensen, Seksualpolitisk Forum, og
Susanne Møller, Sexarbejdernes InteresseOrganisation
Weekendavisen # 28
13. juli 2012

Organisationer og politikere ser det som deres opgave at gøre sexarbejde til et stort problem. Nogle af dem gør alt, hvad de kan, for at gøre trafficking til et større problem, end det i virkeligheden er. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at de følger princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen.

Det ville ikke være noget stort problem, hvis bare myndigheder og medier kunne bevare hovedet koldt og stå som garanter for fakta. Men også deres fortælling om trafficking ligner moralsk panik.

De danske myndigheder siger, at en million ofre for trafficking havner i sexindustrien i den rige del af verden hvert år. Danmarks »andel« skulle så være 4.000 ofre. Men de danske myndigheder identificerer kun i snit cirka 50 mulige ofre om året. Begge tal – 1 million på verdensplan og 50 i Danmark – stammer fra Center Mod Menneskehandel.

Hvorfor accepterer man tal, som helt åbenlyst ikke hænger sammen? Ifølge dansk lovgivning kan man straffes med op til ti års fængsel for menneskehandel. Siden 2002 har der været cirka 50 domfældelser, de fleste har fået et par års fængsel, og ingen har fået mere end fire års fængsel. Det betyder, at vi kun har set milde tilfælde i Danmark.

Altså er der intet, der tyder på, at vi har »sexslaver«, som har været udsat for ulovlig tvang eller lignende i Danmark.

Retssagerne afslører, at der ikke er tale om slavehandel, men om almindelige forbrydelser. Den typiske sag handler om en migrant-sexarbejder, som er blevet
hjulpet illegalt til Danmark og har betalt for dyrt for billetten. De, som medierne kalder bagmænd, er typisk andre fattige migranter – en veninde, kollega eller kæreste.

Den svenske forfatter Jan Guillou har sammenlignet hekseprocesserne i Middelalderen og vore dages massehysteri, som pludselig kan gribe en hel befolkning og føre til en epidemi af anklager om pædofili. Anklagerne er så fantasifulde, at hvis man bevarer hovedet koldt, så kan man afvise dem alene, fordi de såkaldte fakta er modsigende og irrationelle. Det kan vi godt gennemskue, når vi har fået sagerne på afstand, men åbenbart ikke, når vi står midt i dem. Først bagefter bliver vi klogere.

Ethvert skolebarn ved, at heksene var almindelige kloge koner, og at de ikke bolede med Fanden. I dag ved vi, at frygten for hvid slavehandel for 100 år siden byggede på fire-fem sager af tvivlsom karakter. Hysteriet mod pædofile mænd i Danmark omkring år 2000 resulterede i 129 anklagede ved domstolene – og kun to af mændene blev dømt.

Lad os lære af historien og forholde os mere skeptisk, kritisk og analyserende til påstandene om millioner af sexslaver.

Når vi køber en avis, er det ikke for at blive påduttet fantasifulde noveller om sex og vold. Vi kræver kritisk, dybdeborende og gennemresearchet journalistik.
Når vi køber en avis, forventer vi at få fakta frem for fiktion. Vi skal ikke løbe med på massehysteriet og fokusere på de fem høns, for derved glemmer vi den lille fjer.

Myndigheder og medier må bevare fokus på den lille fjer – den migrante arbejder, der har været udsat for kriminalitet, for dét problem er alvorligt nok.

Systemet udnytter sexarbejderne

SIO’s kronik i Børsen 4. juli 2012

Det er ti år siden, vi fik en paragraf om menneskehandel. Siden er cirka fem personer om året blevet dømt efter den.

Alle domme indtil nu har været i den milde ende. Mange tror, at menneskehandel er ensbetydende med tvang og slaveri. Sådan er det også i alle ”almindelige” brancher. Men netop for sexarbejde er definitionen en anden, og f.eks. ”anden utilbørlig fremgangsmåde” er nok.

Det er alene derfor, man taler om menneskehandel som et særligt problem i forbindelse med sexarbejde. Mig bekendt er der endnu ingen, der er dømt for at tvinge nogen til at sælge seksuelle tjenester. I praksis fungerer paragraffen som en ekstra rufferiparagraf. Også på den måde, at det ofte er sexarbejdere, der bliver dømt efter den.

Der er heller ingen grund til at tro, at der er mange sager, der ikke bliver opdaget. Efterforskningen er intens, og der er næppe nogen gruppe i samfundet, der bliver mere nøje overvåget med telefonaflytninger, kontroller og så videre, end migrante sexarbejdere.

Alt dette skulle efterlade Center Mod Menneskehandel (CMM) med et budskab, der er både positivt og nemt at formidle: Rygterne om den omfattende og hårde kriminalitet mod migrante sexarbejdere var netop blot rygter. Realiteten er en helt anden og – heldigvis – langt mindre alvorlig.

Men det er ikke, hvad CMM fortæller. Tværtimod beretter de om, at de på et enkelt år identificerer flere ofre for menneskehandel, end domstolene har gjort på ti år.

Tricket er simpelt: CMM har overbevist sig selv om, at de kan kalde en kvinde, der måske er handlet, for ”et identificeret offer for menneskehandel”. Også selv om sagerne praktisk talt aldrig er så stærke, at de kommer for byretten.

Reden International, en kristen, offentligt støttet organisation, som CMM samarbejder med i det såkaldte Mødestedet på Vesterbro, driver den en tand videre. De regner alle, der sætter foden indenfor i Mødestedet, som potentielt handlede.

Desuden overdriver de, hvor mange der bruger Mødestedet. På den baggrund kunne man for en måneds tid siden læse i flere medier, at antallet af potentielt handlede sexarbejdere i København var vokset til ca. 3500 sidste år. Virkeligheden var, at kun cirka 350 kvinder besøgte Mødestedet i 2011. Det var næsten en halvering i forhold til 2010.

Flere uger efter skriverierne offentliggjorde Reden International på sine hjemmeside det, de kalder en ”præcisering af medieomtale”. Men den er formuleret så utydeligt, at ingen udenforstående vil fatte, hvad den handler om. CMM, der officielt driver Mødestedet, kunne med lethed bringe orden i sagen. Men det har de ikke gjort.

CMM er en del af Socialstyrelsen. Det er kun få år siden, styrelsen udgav flere redegørelser om sexarbejde, og deres omgang med videnskabelige undersøgelser dengang får Milena Penkowas arbejder til at se helt hæderlige ud. Mange af fordommene om skadevirkninger ved sexarbejde stammer fra Socialstyrelsen, og det er i nogle tilfælde de selv samme medarbejdere, der i dag sidder i CMM, der har opfundet dem ud af den blå luft.

Reden International er en del af KFUK’s Sociale Arbejde. Det samme er Reden, der arbejder med de få danske sexarbejdere, der stadig er på gaden. I 2010 blev Reden taget i at lave præcis det samme talfup, som Reden International laver i dag.

Derfor kan skiftende ministre og embedsmænd i Socialministeriet ikke sige, at de er i god tro. De ved, at de sender de mange millioner til organisationer, som har en meget lav troværdighed.

Systemet er simpelthen korrupt. Ikke i den forstand, at nogen modtager bestikkelse. Men i den forstand, at det er fordærvet. I den ene ende er der skatteydere, der tror, de betaler til at hjælpe migrante sexarbejdere i nød. I den anden ende er der de migrante sexarbejde selv. Ind imellem er der organisationer, der suger pengene til sig for at varetage egne interesser.

For sexarbejderne har det trods alt den positive konsekvens, at nogle af dem kan få opholdstilladelse, og at de har Mødestedet, hvor de kan få forskellig praktisk hjælp. Men det har også den meget store ulempe, at de i praksis er retsløse.

Almindelige retsregler om f.eks. aftaler, som alle andre nyder godt af, gælder ikke for migrante sexarbejdere. Naturligvis bliver de også engang imellem udsat for forbrydelser eller for udnyttelse. Men systemet ser og anerkender kun menneskehandel. Det er alt eller ingenting.

Man kan kun appellere til regeringen om at rydde op i alt dette. Hellere i dag end i morgen.