Børsen, Opinion - mandag den 30 Januar 2012
Sexarbejdere betaler skat, men bekæmpes som kriminelle af umoralske politikere
Sexarbejdere i Danmark har en omsætning på cirka 800 mio. kr. om året. Det bliver ikke talt op, hvor meget af den vi betaler som moms og skat. Men et godt gæt er, at det er mindst et par hundrede mio. kr.
Vi bidrager altså, som alle andre erhverv, til samfundets store, fælles husholdning. Men i vores tilfælde går en meget stor del af skattepengene til at bekæmpe og holde øje med – os selv.
Som interesseorganisation kan vi ikke have noget imod, at flinke politikere vil hjælpe sexarbejdere. Men sådan er virkeligheden ikke.
De systemer, der bliver bygget op, fungerer som regel meget dårligt. De bærer præg af, at de ikke er oprettet med et sagligt formål, men med et rent politisk formål. Her er nogle eksempler:
Første eksempel: Borgerrepræsentationen i København støttede i 2010 organisationen Liva Rehab med 2 millioner kroner. Organisationen vil hjælpe sexarbejdere, men er helt ny og har ingen erfaringer med opgaven. Derimod er organisationen – ligesom flertallet i Borgerrepræsentationen – aktiv i kampen for at kriminalisere sexkøb, og dens hjemmeside er fuld af myter om skadevirkninger.
Andet eksempel: Center Mod Menneskehandel (CMM) kører for øjeblikket en kampagne, der officielt skal give borgerne større viden om menneskehandel. Kampagnen forsøger – igen – at overbevise os om, at menneskehandel handler om tvang frem for fattigdom og om organiseret kriminalitet.
Den nuancerede virkelighed
Virkeligheden, som man kan se i retssagerne på området, viser noget helt andet.
Menneskehandel er en meget lille form for kriminalitet. Den handler næsten aldrig om tvang. De dømte er heller ikke organiserede kriminelle, men fattige mennesker, der ofte bor og lever sammen med sexarbejderne. CMM ser bort fra den slags dokumenterede kendsgerninger. Manhar i stedet baseret kampagnen på ”anonymiserede” eksempler, der, i forhold til den indviklede virkelighed, passer langt bedre ind i ligestillingsminister Manu Sareens politiske skabelon.
Tredje eksempel: Efter valget afsatte et næsten enigt folketing 46 mio. kr. fra statspuljen til et exitprogram for sexarbejdere. Dette på trods af, at tidligere forsøg på den slags har været en gedigen fiasko. Ikke fordi ingen sexarbejdere ønsker exit, men fordi vi finder ud af det selv. Hvert år starter 500-1.000 danske kvinder i branchen. Og et tilsvarende antal stopper igen – frivilligt og uden hjælp. Det er endnu en myte, at vi ”hænger fast” i branchen, og det ved politikerne både fra forskningsrapporter og fra de mange skattekontroller, de selv har sat i værk.
Fjerde eksempel: Også ”Svanegrupperne” får penge fra satspuljen. Det er grupper, der hjælper tidligere sexarbejdere. Så langt er det fint. Men svanegrupperne, der er vokset ud af KFUK’s Sociale Arbejde, optræder også i politiske debatter, hvor de leverer skyts til kriminaliseringsivrige politikere. Fagligt er det naturligvis uforsvarligt og helt i skoven, at statsmidler støtter et psykiatrisk behandlingsinitiativ, der er politiske, og som på forhånd har besluttet sig til, hvad klienternes problemer består i.
Socialminister Karen Hækkerup har sagt, at hun ønsker sociale initiativer målt på deres effekt.
Ring til os
Hvis ministeren mener det alvorligt, kan hun bare ringe til os. Vi kan hjælpe hende til at spare mange penge, og samtidig få et system, der fungerer bedre.
Jeg skal skynde mig at sige, at der også i dag er enkelte gode initiativer at sige tak for. Det er trods alt ikke skidt det hele. Men det meste er skidt.
Alligevel forventer vi ikke noget opkald fra ministeren. Så havde hun ringet for længst. Sagen er naturligvis, at både ministeren og de ordførere, hun aftaler bevillingerne med, udmærket godt ved, hvordan det står til. Set fra vores udkigspost er der noget helt galt, når man kan tappe millioner og atter millioner af kroner fra de sociale budgetter til politisk arbejde, og i nogle tilfælde direkte til politiske venner og samarbejdspartnere. Det fortsætter endda ufortrødent i en krisetid, hvor mange gode formål, der også får penge fra satspuljen, bliver sparet væk.
Den politiske kamp mod sexarbejde handler om værdier. Vi sexarbejdere har åbenbart dårlige værdier og står for en lav moral. Det kan hver især have sine meninger om. Men faktum er, at det er os, der driver forretninger og på den måde skaber indtægter, som der kan opkræves skat og moms af. Når det kommer til stykket er det os, der kommer med de penge, som politikerne deler ud til folk, der på den måde lever af usaglige tiltag af forskellig art.
Som vi selv ser på det, er det vores egen sag, hvem vi har sex med og hvorfor. Det er ikke spørgsmål om politik eller samfundsmoral. Som skatteborgere er vi ikke bedre end folk flest. Men vi er heller ikke ringere. Vi kan med rank og ryg stå inde for vores moral og vores værdier.
Men den moral og de værdier, vi kan se i den politiske top, har vi ikke så høje tanker om.
