I denne korte anmeldelse af filmen “Hjertelandet” bliver der ikke forholdt sig til, om filmen er smukt filmet (det er den), om den er rørende (i den grad), hvordan aktørerne optræder, portrætteres og vinkles (autentisk, ærligt, oprigtigt, sårbart og lignende begreber popper alligevel op). Her bliver der skrevet om det, der gør den relevant for SIO.
En del af kvinderne i filmen har været omkring Pattaya og arbejdet som sexarbejdere. Også i Thailand er sexarbejdet ramt af omgivelsernes stigmatisering, der gør det umuligt at omtale som noget man beskæftiger sig med, af andet end nød. Men filmen søber ikke rundt i “nød”-delen. Den er der, beskrevet på samme måde som andre ting man gør af “nød” – f.eks arbejder på marken i den thailandske landsby eller migrerer til et land med flere muligheder og gifter sig for at kunne blive og arbejde. Så man kan sende penge hjem.
Hovedtemaet er dette med at gifte sig. Med en dansk mand. Ikke fordi man er liderlig/forelsket i ham, men fordi det er nødvendigt hvis planen om en fremtid med flere muligheder skal lykkes.
Den slags sidestiller vi i Danmark med sexarbejde (næsten). Sexarbejdere sælger ikke sex fordi de er liderlige/forelsket.
Sådan noget må man altså helst ikke. Og så er det lige meget hvilken gucci-taske eller bedre fremtid for hele familien man kan opnå ved det. Fuldstændig lige meget. Også tanken om, at man faktisk godt kan få “de rigtige” følelser for både mand eller sexkunde og have et ligeså indholdsrigt og mangefacetteret liv som alle dem, der kaster sig ind i et parforhold uden plan eller tanke, er utænkelig
Nå, men denne anmeldelse skulle være kort. Det er lidt mærkeligt, at man ligefrem skal være taknemmelig over det, men man føler sig alligevel temmelig taknemmelig over den måde filmen viser kvinderne på. Ikke som sexarbejdere, ikke som købekoner, ikke som stakler og heller ikke som individer uden tab og smerte. Den viser dem som hele mennesker. Med det hele. Mange tak