Skandinaviske sexarbejdere står sammen for rettigheder

Skandinaviske sexarbejdere står sammen for rettigheder

Sexarbejdere på gaden fik en hovedrolle, da Anna Skarhed i begyndelsen af juli afleverede udredningen om effekterne af den svenske sexkøbslov frem til 2008. Det blev konkluderet, at mens antallet af sexarbejdere på gaden i Sverige havde ligget konstant på et lavt niveau efter kriminaliseringen, var det samme tal steget betydeligt i Danmark, hvor der ikke er nogen sexkøbslov.

Hvad man ikke kan læse i udredningen er, at de officielle danske tal ikke holder. Tidligere socialminister Karen Ellemann har erkendt dette over for Folketinget i slutningen af 2009. Blandt andet er mindst 400 kvinder talt med i statistikken to gange. Der er nu bevilget 4 mio. danske kroner af til en ny stor undersøgelse, der skal skabe et mere troværdigt tal. Socialforskningensinstituttet vil komme med sin rapport i slutningen af i år eller i begyndelsen af næste år.

Imens tyder oplysninger fra andre kilder, blandt andet dansk politi, på, at der ikke er 1400, som man kan læse i udredningen, men kun cirka 400 sexarbejdere på gaden i Danmark i løbet af et år. Tallet har sandsynligvis været faldende de seneste år. Det er altså både en et antal og en udvikling der ligner det, man har set i Sverige. Andre steder i Vesteuropa, blandt andet Nederlandene, har man set det samme.

Der er med andre ord ikke belæg for, at sexkøbsloven har reduceret antallet af sexarbejdere i Sverige, mere end det ville være sket uden en lov.

Det er heller ikke dokumentation for, at sexkøbsloven særligt skulle have modvirket menneskehandel i Sverige. Statistikken over domfældelser siger noget andet.

Vi leder også forgæves efter dokumentation for, at det skulle være særligt skadeligt at sælge seksuelle tjenester, eller at køb af seksuelle tjenester skulle være fremmende for den holdning, at vold mod kvinder er acceptabelt.

Vi henleder opmærksomheden på, udredningen viser, at der i Norge har været en betydelig stigning i antallet af sexarbejdere på gaden, og at denne form for sexarbejde nu udgør næsten halvdelen i landet – en langt større del end i Sverige og Danmark.

Norge har en meget stram lovgivning mod at leje lokaler til sexarbejdere, og politiet truer intetanende udlejere med en tiltale om rufferi (hallikvirksomhed på norsk). Det presser norske sexarbejdere ud på gaden, og kriminaliseringen har ikke hjulpet på dette.

Sandheden er, at et forbud mod sexkøb er rent ideologisk. Den har ingen dokumenteret effekt i retning af at begrænse køb og salg af sex, og det stiller ikke sexarbejderne bedre, men værre.

Vi, sexarbejderne i Skandinavien, respekter naturligvis, at det er demokratiets kerne, at man kan kæmpe for sine ideologier. Vi respekterer det også, når disse ideologier ikke er vores erhverv venligt stemt. Men vi påpeger, at den sande demokratiske kamp foregår med ord og argumenter. At straffe dem, man er uenig med, har efter vores opfattelse ikke nogen plads i skandinavisk folkestyre, uanset om straffen er tab af rettigheder (sexarbejderen) eller bøder og fængsel (kunden).

Vi ser heller ikke, at et ligestillingsbegreb, hvor kun manden – kunden – anses at være i stand til at træffe et valg for sig selv, harmonerer med skandinavisk tradition. Om noget er det med til at underbygge stereotyper og blandt andet sløre, at også mænd sælger og kvinder køber sex.

Pion, Rose Alliance og Sexarbejdernes Interesseorganisation står sammen om at kræve de samme rettigheder, som alle andre borgere i Norge, Sverige og Danmark har.